Fordeleren er der hvor gulvvarmeanlægget deler sig. Vandet kommer ind fra shunten, eller direkte fra en varmepumpe, som én stor strøm og skal ud i de enkelte kredse i hvert sit rum. Fordeleren, også kaldet en manifold, er stedet hvor den fordeling sker — og hvor den kan justeres bagefter.
Det sidste er vigtigere end det lyder. Et anlæg uden mulighed for at justere flowet er et anlæg hvor man ikke kan rette op på skævheder. Og der er altid skævheder.
Hvad en manifold består af
Energize Flowmeter Manifold dækker anlæg med 1 til 12 gulvvarmekredse med mulighed for yderligere udviddelse og indeholder:
- Fordelerrørssæt i rustfrit stål med flowmeter på fremløbet og ventil på returløbet
- Euroconus koblingssæt til 12, 16 eller 20 mm PE-rør
- Udluftningsventil på både frem- og returløb
- Påfyldnings- og aftapningshaner på frem og retur
- Montagebeslag til vægmontage
Flowmeteret er det der gør forskellen
På hver fremløbsudgang sidder et flowmeter med en lille synlig skala. Den viser hvor mange liter i minuttet der faktisk løber gennem netop den kreds.
Uden det tal gætter man. Og det gætteri er årsagen til langt de fleste klager over gulvvarme: ét rum bliver aldrig rigtig varmt, mens et andet er for varmt. Forklaringen er næsten altid at vandet tager den nemmeste vej.
En kort kreds i et lille badeværelse har mindre modstand end en lang kreds i en stue. Sender man vandet ud uden at regulere, løber det gennem den korte kreds og udenom den lange. Badeværelset koger, stuen er kølig, og termostaten i stuen kan intet stille op — den kan bede om varme, men der kommer ikke mere vand.
Indregulering er at drøvle de korte kredse, så man får samme tryktab i samtlige kredse og vandet tvinges ud i de lange. Det gøres én gang ved opstart, og det er derfor flowmeteret sidder der.
Hvor mange kredse skal du bruge
Det afhænger af arealet og af rørdimensionen, fordi en kreds ikke må blive for lang. Bliver den det, er trykfaldet for stort, og den sidste del af kredsen får aldrig varme nok.
Som tommelfingerregel gælder at hvert rum har mindst én kreds, og at store rum deles op i flere. Et typisk parcelhus lander et sted mellem 6 og 12 kredse. Den præcise beregning afhænger af centerafstanden mellem rørene, rørdimensionen og rummets varmebehov, og det er netop dét dimensioneringen regner ud.
Søger man på “gulvvarme shunt 2 kredse” eller “5 kredse”, er det som regel fordi man leder efter en færdig pakke. Vær opmærksom på at antallet af kredse skal komme fra plantegningen, ikke omvendt. Er kredsene først lagt, kan antallet ikke laves om bagefter uden at bryde gulvet op – så fordeleren skal passe til plantegningen fra start.
Hvor fordeleren skal sidde
Fordeleren monteres på væggen, typisk i bryggers, teknikrum eller et skab. Tre ting er værd at tænke over inden pladsen vælges:
- Adgang. Du skal kunne komme til den for at udlufte og indregulere. Et skab bag en fastmonteret reol er en dårlig idé.
- Centralt. Jo mere central placering, jo kortere bliver fremføringsrørene ud til de enkelte rum, og jo mindre varme tabes undervejs.
- Afløb i nærheden. Ved påfyldning og aftapning kommer der vand. Et bryggers med gulvafløb er ideelt.
Fordeler, shunt og styring
De tre sidder samme sted og bliver ofte forvekslet:
| Del | Opgave |
|---|---|
| Shunt | Blander returvand ind i fremløbet, så gulvet får den rigtige temperatur |
| Fordeler | Deler vandet ud i kredsene og gør det muligt at regulere flowet i hver enkelt |
| Styring | Åbner og lukker kredsene efter hvad termostaten i rummet beder om |
Telestaterne fra styringen sidder på fordelerens returløbsventiler. Det er dér de to systemer mødes fysisk.
Kom videre
Send din plantegning, så regner vi antallet af kredse ud og sætter den rigtige fordeler sammen. Gratis og uforpligtende.
